
Historien om de 4 Elementer
Om koncerten
“Historien om de 4 Elementer” er en koncert for børn i indskolings-alderen, skrevet af Ninna Morsing. Igennem en unik kombination af cross-overmusik og episke digte bliver børnene taget med på en spændende og lærerig rejse i mødet med de fire elementer i verden – jord, luft, ild og vand. Koncerten er bygget op som en dagsrejse, hvor børnene oplever, hvordan de fire elementer sameksisterer i verden på både godt og ondt. Musikken er både rytmisk og klassisk, og digtene taler til børnene i øjenhøjde. Historien om de 4 elementer er en totaloplevelse, der gennem både ord og musik lærer børnene om naturen og livet.
Udover at være en rejse i musikken og lyrikkens univers, er koncerten også en unik mulighed for at stifte bekendtskab med en lang række forskellige og særlige instrumenter. Alle musikere er multiinstrumentalister, og i denne koncert bliver man altså også præsenteret for instrumenter med former og klangfarver ud over det sædvanlige.
Koncerten blev i 2020 optaget af Levende Musik i Skolens (LMS) koncertprogram 20/21, og har som en del af dette spillet på folkeskoler over hele Danmark.
Koncerten er også med på programmet i sæsonen 21/22.
“Historien om de 4 Elementer” er derudover velegnet som familiekoncert, hvor børn og voksne i fællesskab kan nyde en musikalsk oplevelse.
Koncerter varer 40 minutter og spiller i hele Danmark efter ønske.